Jubilæumsgave til Mødesalen

Den oprindelig plan for LMH-bygningen var, at der skulle være en muret gymnastiksal på siden af hovedbygningen – cirka dér, hvor spisesalen er i dag. Men den idé blev sparet væk. I stedet måtte man “nøjes” med den sorte træbygning, som stod færdig i 1933.

Den blev i lang tid brugt som både gymnastiksal og mødesal. Den kostede ca 400.000 nutidskroner at opføre – alt sammen indsamlede midler fra LMH’s venner og tidligere elever.

LMH-elever har gennem de 100 år været meget gavmilde overfor skolen. Allerede i 1943 iværksatte elevforeningen en indsamling, så man kunne give en 25-års jubilæumsgave. I Båndet kan man læse:

“Kunne vennerne den gang skolen blev bygget, skaffe ca 200.000 kroner, kan vi, der har nydt frugterne af deres offer, sikkert nå dette (46.000 kr), især da LMH’ere føler trang til at give et takoffer til deres skolehjem, og vi begynder indsamlingen nu.”

Der blev indsamlet mere end det, elevforeningen havde sat som mål, og pengene blev givet i 1948, så skolen kunne blive gældfri. Den samme gavmildhed viste sig, da man byggede Nordfløjen, som stod færdig til brug i 1960. Dagligstuen fra 1973 var også en elevgave. Shelteret i baghaven fra 2017 ligeså. De senere år har næsten hvert elevhold givet en lille eller større gave til LMH, typisk noget som efterfølgende elever har haft stor glæde af.

Renoveringen af mødesalen i 2022 løber sig op i omkring 4 mio kroner. Der er kommet nyt tag, gulve og bænke er blevet afhøvlet, vægge og loft malet, orglet fjernet, og der er bygget et toilet i den ene garderobeside.

Hvis du ønsker at give LMH en 100-års gave, så ønsker vi os hjælp til at betale den regning 😊

Af Ditte Olsen
Luftfoto fra ca 1933
Gymnastik for piger
Elevmøde 1933