Ingen LMH uden åndsfrihed …

… og uden åndsfrihed ingen LMH.

Et af de stærkeste udtryk for den danske åndsfrihed er de hundredvis af frie grundskoler, efterskoler og højskoler med statstilskud, som findes i Danmark. Og måske er højskolerne det allerstærkeste udtryk for åndsfriheden, fordi de er eksamensfri. Højskolerne giver ingen formel uddannelse. De danner elever med henblik på selve det at være menneske, hvilket staten støtter med mange millioner kroner hvert år. Det er udtryk for åndsfrihed.

Desuden er det i åndsfrihedens lys unikt, at en håndfuld af Danmarks cirka 70 folkehøjskoler også kalder sig – eller fungerer som – bibelskoler. En af disse er LMH. Til sammenligning er bibelskolerne i Norge en selvstændig gruppe ved siden af de norske folkehøjskoler. Men i Danmark er åndsfriheden altså så bred, at bibelskoler med en klar kristen profil også betragtes som alment dannende højskoler, hvilket så på den anden side forpligter bibelskolerne til aldrig at blive så bibel-orienterede – og ubibelske (!) – at de mister den nære forbindelse til menneskelivet.

I anledning af LMH’s 100 års jubilæum er det derfor værd at se nærmere på åndsfrihedens betydning for højskolerne i almindelighed og for LMH i særdeleshed. Det syn bliver tydeligere, når vi sammenligner med åndsfrihedens modpol, som jeg her vælger at kalde tålsomhed.[1]

Åndsfrihed og tålsomhed

I 2012 lancerede en bredt sammensat kirkelig gruppe 21 teser om åndsfrihed.[2] Her blev der anvendt en definition, som stadig kan bruges:

Åndsfrihed i et samfund betyder, at enkeltpersoner og grupper har frihed til at have deres overbevisning i religiøse, ideologiske og etiske spørgsmål, udtrykke denne overbevisning, formidle den og handle i overensstemmelse med den. Åndsfriheden afgrænses af medmenneskets ret til samme frihed og indebærer en forpligtelse til at kæmpe for den andens ret.

I modsætning til åndsfriheden har vi så tålsomheden. De to ligner hinanden; men det er meget vigtigt at skelne mellem dem.

Tålsomhed består i, at et samfund lige akkurat tåler sine mindretal. Egentlig var det bedst, at de ikke var der – og vi må også se at få dem på bedre tanker! – men så længe de findes, skal de tåles. Et samfund, der bygger på tålsomhed, bliver let præget af en politisk korrekthed, hvor man fx har meget svært ved at leve med, at præster i folkekirken har ret til at nægte at vie fraskilte eller homoseksuelle. Tålsomhedens vej bliver også let en form for flertalsdiktatur. De 49 % må finde sig i, at de 51 % bestemmer.

I et samfund præget af tålsomhed frem for åndsfrihed kan der godt findes frie skoler, men da det sådan set var bedst, at alle gik i de samme skoler, gør man i tålsomhedens navn et af to: Enten gør man som i Frankrig, hvor fx religiøse grundskoler ikke får statstilskud. Eller også gør man som i Sverige, hvor de får 100 % tilskud kombineret med meget lille margin for, hvor anderledes de må være. Når staten giver 100 %, kan den også tillade sig at bestemme næsten 100 %.

En ordning som de danske folkehøjskoler ville formodentlig ikke kunne realiseres i et samfund, der hylder tålsomhed frem for åndsfrihed. Enten ville man sige, at hvis man driver så specielle højskoler som en bibelskole i Hillerød eller en livsstilshøjskole i Lemvig, må man selv betale, eller også ville staten sætte meget strikse regler op for ”hvor anderledes” man må være.[3]

I modsætning hertil sætter den danske højskolelov meget vide rammer for en højskoles karakter. I lovens § 1 er det formuleret sådan:

Loven omfatter folkehøjskoler, der tilbyder undervisning og samvær på kurser, hvis hovedsigte er livsoplysning, folkelig oplysning og demokratisk dannelse, og som er godkendt af kulturministeren til tilskud. Undervisningen skal have en bred almen karakter. Enkelte fag eller faggrupper kan have en fremtrædende plads, men aldrig på bekostning af det almene. Skolernes aktiviteter skal tilrettelægges ud fra deres selvvalgte værdigrundlag.

Bemærk sidste sætning. En folkehøjskoles aktiviteter – ikke blot kan, men skal – tilrettelægges ud fra skolens selvvalgte værdigrundlag. Det være sig kristent, agnostisk, socialistisk, liberalistisk, relativistisk eller vegansk.

En folkehøjskole skal for at få tilskud også opfylde visse formelle krav om ejerskab, ledelse, bygninger og elevantal mm. Men lever en højskole op til disse krav, har skolen ret til at få statstilskud; men som der også står i loven: ”Skolen skal have andre indtægter end statstilskud”. For det er helt afgørende for åndsfriheden, at staten ikke giver 100 % tilskud.

Sat overfor hinanden ser modsætningen mellem tålsomhed og åndsfrihed sådan ud:

Tålsomhed

1. Motto: Enhver bliver salig i sin tro. (Frederich den Store af Preussen, 1712-86)
2. Der skal være frihed for forskellige anskuelser, men det skal også tilstræbes at udjævne og nivellere modstridende synspunkter.
3. Der er frihed for alle, som vil anerkende, at ”fællesviljen” er det bedste.
4. Statsmagten er en nødvendighed og et ubetinget gode.
5. Demokratiet må ved hjælp af flertalsafgørel-ser tilsidesætte hensynet til mindretallet.
6. Mindretallene udgør et problem for fælles-skabet. De skal derfor være tilbageholdende.
7. Skolepligt i grundskolen (som i Sverige)

Åndsfrihed

1. Motto: Jeg vil bekæmpe dine meninger, men jeg vil dø for din ret til at have dem. (Tillagt Francois de Voltaire, 1694-1778)
2. Hovedvægten lægges på, at det ikke er det, som er fælles for parterne, der skal være frihed for, men det, hvori de adskiller sig.
3. Der er frihed for alt, hvad der stammer fra ånd, dvs. ideologi, politik, religion etc.
4. Statsmagten er en nødvendighed og et gode – men kun, hvis den ikke misbruger sin magt.
5. Demokratiet bør give sine mindretal rettigheder – på trods af flertallets mening.
6. Mindretallene er af stor værdi for fællesskabet. De skal derfor træde tydeligt og synligt frem.
7. Undervisningspligt i grundskolen (som i Dk).

Der skal være åndsfrihed på LMH

LMH er altså – som de øvrige højskoler – afhængig af den åndsfrihed, der er i vort samfund. For i praksis vil det være umuligt at drive LMH uden det statstilskud, som i dag er på ca. 65 %.
Men alt er ikke sagt med dét. For der bør også herske åndsfrihed på LMH.

Lad mig præcisere: Der skal ikke herske samme åndsfrihed på LMH som i det danske samfund. LMH bygger jo på et veldefineret kristent grundlag. Som det stod i sidste sætning i højskolelovens § 1, så skal en folkehøjskole hvile på et selvvalgt værdigrundlag – og det er for LMH: 1) bibeltroskab, 2) evangelisk-luthersk lære og 3) det frigørende evangelium, som C.O. Rosenius formulerede. Det grundlag er ikke det danske samfunds!

LMH’s formål er: 1) at formidle oplysning og livsforståelse, samt medvirke til personlig modning og udvikling, 2) at tilskynde eleverne til personlig tro på Jesus Kristus samt vækst i troens liv, 3) at formidle et kald til at gå ind i opgaver i Guds riges arbejde, både hjemme og i ydre mission.

Der sættes ikke krav om, at eleverne på LMH skal være i personlig overensstemmelse med dette grundlag og formål; men det krav stilles til skolens forstander og lærere. I åndsfrihedens navn har LMH lov til – ja, pligt til – at definere disse rammer for skolens virke.

Men inden for disse rammer (som er rammerne for en minoritet i Danmark i dag) skal der altså herske åndsfrihed. Åndsfriheden i det danske samfund og på LMH er gjort af samme stof, men rammerne, inden for hvilke åndsfriheden skal råde, er forskellige.

Men hvorfor skal der være åndsfrihed på LMH, og hvad indebærer det?

Det formelle og almene

På det formelle plan skyldes det, at loven om folkehøjskoler lægger op til det.

På det almene plan er det desuden sådan, at når to eller flere mennesker indgår i et fællesskab, er det afgørende for dette fællesskabs sundhed, at der er frihed til ikke at være identiske – hverken personligt, politisk eller religiøst. Selv i det allertætteste fællesskab – ægteskabet – ved vi, hvor afgørende det er, at der frihed til at være uenige. Naturligvis kan det blive vanskeligt, hvis man er meget uenige om mange store spørgsmål. Og naturligt søger vi imod mennesker, vi deler grundholdninger med; men det er afgørende – især i meget homogene fællesskaber og ægteskaber – at friheden til ikke at være en kopi af den anden er reel. Også i åndelige og teologiske spørgsmål. Ellers får man klaustrofobi og bliver underkuet. Det er en form for åndsfrihed, der også er vigtig i det fællesskab, som en hverdag på LMH er.

Men det er ikke blot af formelle eller almene grunde, at der må være åndsfrihed på LMH. Det ligger i selve LMH’s DNA. Endda på flere måder:

Vi er begrænsede og faldne

Det menneskesyn, som springer ud af LMH’s grundlag, lærer os to afgørende ting om mennesket, nemlig at vi er begrænsede, og at vi er faldne. Det gælder også de ansatte og eleverne på LMH. De er begrænsede, fordi ingen af dem er Gud, og ingen af dem – selv det skarpeste teologiske og psykologiske hoved – kan overskue alt i Bibelen og i menneskelivet. Når de så tilmed er faldne, står de også alle i fare for at tage fejl fx i fortolkningen af en bibeltekst eller i analysen af menneskets krop, sjæl og ånd.

Da vi alle er begrænsede og faldne, er vi nødt til at lytte til andre og være i dialog med andre – især dem, vi er uenige med. Vi må kort sagt operere med, at ethvert andet menneske kan lære os noget – selv om vi måske er dybt uenige om væsentlige spørgsmål. Netop den indstilling er vigtig for åndsfriheden.

Elsk Gud og elsk din næste

Åndsfriheden hænger også sammen med det dobbelte kærlighedsbud, der er centralt i LMH’s grundlag og formål.

Først, at vi skal elske Gud frem for alle andre guder, autoriteter og ledere. Det giver frihed, at jeg som menneske ikke i sidste ende står til ansvar for andre mennesker eller mig selv, men for Gud. Det at have en øverste guddommelig instans i sit liv giver frihed. Både til at være enige med andre og til at være uenige med dem.

Dernæst, at vi skal elske vores næste som os selv. Vi kan og skal ikke have varme følelser over for alle; men vi skal ville andre mennesker det godt, hvad enten vi sympatiserer med dem eller ej. Det har med forvaltning af tid og penge at gøre. Men det har også med påvirkning at gøre. Og på LMH finder der megen påvirkning sted.

Kort fortalt indebærer kærligheden til næsten to ting, når det drejer sig om påvirkning: 1) Vi skal ville de andre noget. Vi har alle sammen godt at møde nogen, der har noget på hjerte. 2) Når vi har noget på hjerte og vil andre noget, er det afgørende, at vi påvirker med respekt[4]. Den anden er ikke bare en flaske, jeg skal have hældt noget på. Den anden er ikke en potentiel discipel, som skal tale mig efter munden. Den anden er aldrig blot et redskab for mine gode intentioner.

Selv Gud respekterer os så meget – skønt han udelukkende har godt på hjerte, og skønt han er i besiddelse af de allerstærkeste midler til at overbevise os – at han giver os mulighed for at afvise ham. Skulle vi, som er hans tjenere, så ikke gøre det samme?!

Tvang til tro er dåres tale

Endelig er åndsfriheden en naturlig følge af det frie evangelium, som er i centrum på LMH. Evangeliet er – i modsætning til lovens krav, forpligtelse og trusler – et frit ord. Så frit, at mange forarges: Jamen Gud kan da ikke bare pga. Jesus tilgive den værste slyngel og svindler!? Og Gud ser da forhåbentlig, at jeg har gjort det, så godt jeg kunne!? Nej. Vi kan ikke formindske Guds nåde med vores synder, og vi kan ikke forøge hans nåde med vores gode gerninger. Men vi kan frit modtager evangeliet om syndernes forladelse og blive Guds børn for tid og evighed.

Et så frit ord kan naturligvis ikke påtvinges andre med indoktrinering, subtile overtalelsesmetoder eller psykisk pres. For tvang til tro er dåres tale. Når vi ikke må påtvinge andre den kristne tro, er det, fordi tro kun kan vokse i frihed. Ligesom kærlighed. Man kan af naturlige grunde ikke påtvinge andre sin kærlighed. For påtvungen kærlighed er ikke kærlighed, og påtvungen tro er ikke tro.

Åndsfrihed og det frie evangelium har en del med hinanden at gøre!

I praksis

LMH har altså i åndsfrihedens navn en klar kristen profil; men det betyder ikke, at en elev skammes ud, hvis hun opponerer imod denne profil. Tværtimod. Hun værdsættes som et mindretal på LMH. Hun vil med stor sandsynlighed blive modsagt. For modsigelse er en form for respekt, mens udskamning er at stemple andre som ringere mennesker.

Desværre kan der finde udskamning sted, selv om man officielt fastholder, at det gør vi ikke her. En rettroende elevgruppe kan fx – uden at ville det – isolere en sådan ”vranglærende med-elev”, eller en lærer kan komme til med kropssprog og næsten usynlige signaler at markere, at du er forkert – hvilket ikke er det samme som at fastholde, at dit synspunkt er forkert.

Når jeg ærligt og sagligt markerer, at jeg er uenig med dig – og jeg tror, du tager fejl af de og de grunde – men samtidig respektere dig som et ligeværdigt medmenneske, er jeg i gang med at øve mig på åndsfriheden.

Så JA: Ingen LMH uden åndsfrihed. Uden åndsfrihed ingen LMH.

(Denne artikel er den fulde og uforkortede version af Frihed for hver enkelt i LMH’s jubilæumsmagasin).

__________________________________________________________________________

Noter

[1] Holger Kjær sætter i bogen Tolerance eller frisind (1972), som jeg står i stor gæld til, frisind (hans ord for åndsfrihed) op over for tolerance. Jeg synes ikke, dette begrebspar er det bedste valg i dag. ”Frisind” giver associationer til fri seksualmoral. Og ”tolerance” bruges i dag omtrent synonymt med netop åndsfrihed. Jeg vælger derfor åndsfrihed versus tålsomhed.

[2] Se http://kpi.dk/projekter/aandsfrihedsprojekt.aspx

[3] Retfærdigvis skal det nævnes, at et land som Sverige, der i højere grad hylder tålsomhedens end åndsfrihedens vej, dog har 155 folkehøjskoler med en vis frihed og statstilskud. Nogle svenske folkehøjskoler har fx en bibellinje blandt flere andre linjer. Men deciderede bibelskoler som de danske eller norske med statstilskud findes ikke i Sverige.

[4] For uddybning se Carsten Hjorth Pedersen: Påvirk med respekt. LogosMedia 2019.